100g sort kaffesmag kaffebønne slik slikpose

Sort kaffe slik

Sort kaffekonfekt er ekstremt bittert, så bittert at det bedøver tungeroden, så bittert at det rynker panden, og så bittert at det får selve verdens konturer til at virke stive og ubøjelige. Denne bitterhed gennemborer først søde illusioner og når derefter dybt ind i hjertets skjulte hjørner, som man er tilbageholdende med at afsløre. Folk siger, at det opfrisker sindet, men jeg tror blot, at det river én ud af en falsk sød drøm og kaster én tilbage i den kolde, hårde virkelighed.

Slikpapirene er mørke og omslutter sirligt arrangerede, firkantede stykker, der ligner et begravelsesoptog. Når man tager et stykke op, bliver ens fingerspidser drysset med flormelis, gråt og askeagtigt, som resterne af brændt papir. Når man putter det i munden, møder man først en hård modstand, som derefter gradvist blødgøres, så bitterheden langsomt kan sive ud, hverken hastigt eller uopsætteligt, men med en rolig og afmålt rytme, ligesom selve skæbnens tempo.

Jeg så engang en ældre mand, der altid havde et stykke sort kaffebolsje i munden hver eftermiddag. Han sad på en parkbænk med rank ryg og dybe rynker i ansigtet, som om det var skåret ud med en kniv. Med hvert stykke slik kneb han øjnene let sammen og stirrede på børnene, der legede i det fjerne. Hans øjne var blottet for hverken glæde eller sorg, blot iagttagende, som om han observerede de uundgåelige faldende efterårsblade. For ham må denne bitterhed være blevet en daglig rutine, måske endda en uundværlig ledsager.

Der er også unge mennesker, der prøver dette slik, mest af nysgerrighed eller for at vise deres unikke karakter. De rynker ofte panden ved den første smag og spytter det hurtigt ud, mens de vifter med hænderne, som om de er blevet forrådt. Alligevel indser de ikke, at denne verdens sande smag ikke er beregnet til at behage smagsløgene.

Det mest spændende er, at efterhånden som bitterheden gradvist forsvinder, hænger en svag sødme ved tungens rod. Det er ikke sukkerets sødme, men snarere sjælens klarhed efter at have udholdt modgang, som et strejf af grønt, man ser efter at have krydset en ørken. Denne sødme er dog flygtig, som en kort blomstring, der kun efterlader den endeløse bitterhed.

Sort kaffe lover aldrig lykke; det præsenterer blot sandheden. Og i denne verden, hvor mange kan se en sådan sandhed i øjnene uden at trække sig tilbage?

Måske bruger vi hele vores liv på at lære at nyde et stykke sort kaffe.